Heldagsskolen – Et specialiseret skoletilbud på Frydenstrandskolen
Heldagsskolen er et særligt skoletilbud for børn med udfordringer på AKT-området. Tilbuddet er en selvstændig afdeling under Frydenstrandskolen og er fysisk placeret på egen matrikel i Jyllandsgade.
Heldagsskolen har elever fra 0. – 9. kl.
Fritidstilbuddet er en integreret del af skoledagen for alle børn, derfor er der ikke tilknyttet SFO.
0. – 6. kl. møder på skolen kl. 08.00 – 15.30 (fredag 08.00 – 15.00)
7. – 9. kl. møder på skolen kl. 08.00 – 14.00
Et tilbud til børn med særlige behov
Heldagsskolen er målrettet børn, som har et udvidet behov for støtte i forbindelse med personlige, sociale og/eller udviklingsmæssige udfordringer.
Vi arbejder ud fra et grundlæggende børnesyn:
Børn gør det godt – under de rammer og omstændigheder de er i
Det betyder, at vi møder børnene med forståelse og respekt for deres individuelle behov og forudsætninger. Vi ser adfærd som et udtryk for behov – ikke som modvilje – og vi tror på, at alle børn ønsker at lykkes.
Pædagogisk tilgang og samarbejde
På Heldagsskolen arbejder vi ud fra principperne i Low Arousal-tilgangen, som bygger på faglig viden og erfaring med at skabe trygge, rolige og forudsigelige læringsmiljøer. Tilgangen er særligt velegnet til børn, der kan blive følelsesmæssigt overvældede eller reagere med frustration og udadreagerende adfærd i mødet med krav, stress eller uforudsigelighed.
Vi møder børnene med ro, nysgerrighed og anerkendelse – også når deres adfærd udfordrer. Vi ser adfærd som et udtryk for et behov, barnet har brug for hjælp til at håndtere, ikke som modstand eller trods. Vores fokus er på at forebygge konflikter og støtte børnene i at regulere deres følelser gennem tydelig struktur, relationel tryghed og et samarbejdende fællesskab.
Vi har et stærkt og tæt samarbejde med kommunens fagpersoner, herunder:
Psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, specialpædagogiske konsulenter og andre relevante faggrupper.
Dette samarbejde sikrer, at får flere nuancer og perspektiver ind i elevernes skolegang, og vi herved kan tilpasse undervisningen og hverdagen bedst muligt til den enkelte elevs behov og udvikling.
Vi har ligeledes et stærkt og tæt forældresamarbejde:
Alle børn på Heldagsskolen har en kontaktperson tilknyttet, hvis primære opgave er at sikre, at forældrene føler sig godt informerede og inddraget i børnenes skoleforløb
Undervisning og fællesskab
Undervisningen foregår på små hold med typisk 8-9 elever. Eleverne er ikke nødvendigvis inddelt efter alder, men efter deres udviklingsniveau og individuelle behov – både fagligt, socialt og personligt
Undervisningen varetages af et tværfagligt team bestående af lærere, pædagoger og pædagogiske medhjælpere. Der er tilknyttet et fast team på 5 medarbejdere til hvert elevteam i indskolingen og mellemtrinnet. I udskolingen er det faste team på 4 medarbejdere.
Der kan i kortere perioder etableres 1:1 undervisning for elever i særligt sårbare positioner eller stærk mistrivsel, men vi ønsker som udgangspunkt, at alle børn er en del af fællesskabet på Heldagsskolen.
Vi lægger stor vægt på, at alle elever gennem deltagelsesdidaktik får mulighed for aktivt at deltage i undervisningen og opleve sig som en del af et fællesskab.
Faglig undervisning, aktiviteter, leg og ekskursioner indgår alle i skemaet, da social træning og sociale aktiviteter er integreret og forankret i skoledagen som helhed.
Undervisningen er struktureret og genkendelig. Samtidig er der mulighed for individuelt tilrettelagte forløb.
Eleverne undervises i alle folkeskolens fag, og det er vigtigt for os, at de bliver så dygtige som muligt.